Indtryk fra Northern Minnesota

Northern Minnesota, toppen af the heartlands i USA, har gradvist klædt sig om til efterårsdragt i løbet af september. Ahorn og birk gløder nu om kap i rødt, orange og guld og spejler sig i de blikstille overflader af vand fra de 15.000 søer, i en uløselig kombination af landskaber, vandskaber og farver. At fortælle om noget så smukt er som at beskrive penselsstrøgene fra skabelsesberetningen.

Livet leves på Motel Forest Lake

Mere praktisk og jordnært bliver det hvis man laver et Google Earth zoom ned til elevernes amerikanske base, motel Forest Lake i hjertet af Grand Rapids. I en vinkel omkring en gårdsplads ligger 2 lave bygninger af træ. På gårdspladsen er der en indkøbsvogn, en grill, et antal røde brandmandshjelme i plastik, en hob af cykler, sko, der er sat uden for døren af hygiejnemæssige årsager, et par egern, nogle mus, og ellers ingen spor af liv. Indenfor ligger lejlighederne på række, typisk med 2-3 elever i hver. Her summer det til gengæld af liv. Alle computere er tændt og Charlie - motel-fatter - er for 15. gang ved at ringe til sin internetudbyder for at klage over forbindelsen. Det gør nu ikke så meget, for danskerne multitasker og har gang i alt muligt andet, på samme tid, på samme sted og i de samme 25 hoveder, hvoraf nogle har gennemgået en markant forandring, dels på grund af pokerspil med frisuren som indsats, men også fordi de alt i alt er blevet kønnere med alderen. Det sætter sine spor af venlig afklaring i ansigterne på folk, der i en tidlig alder opdager, at de godt kan klare sig selv, under barske vilkår i et fremmed land. At man næsten hver morgen får banet et spor gennem tøjbunkerne ud til badeværelset, og ind i mellem får sorteret vasketøjet fra. At man hele tiden er velforsynet med Mountain Dew og Frosties og får det mindst sure mælk sat i køleskabet. At der er et øjeblikkeligt beredskab til imødegåelse af de massive museangreb på værelse 23, hvor der er så gode betingelser for et rigt museliv, at det er rygtedes blandt musene i hele kvarteret. At der er ro til at Skype, opdatere Facebook og lave lektier på nogenlunde samme tid eller i nævnte rækkefølge. At der udsendes patruljer til afsøgning af de bedste tilbud i junglen af restauranter og ugens bedste tilbud i varehusene, der holder åbent i 12-24 timer i døgnet (i junglen er der ingen lukkelov). At holde bakteriefloraen under kontrol i tilfælde af sygdom, hvoraf der heldigvis kun har været kortvarige tilfælde. At vokse med opgaven ved at rejse. Denne venlige afklaring i de kortklippede hoveder baner vejen for nye venskaber. Forbindelserne mellem danskerne og amerikanerne er mange og mangfoldige. European soccer om mandagen, hvor amerikanerne sidder med isforbindinger på de blå mærker efter kampen, er bare ét af flere eksempler på den gensidige kærlighed, der så nogle gange kulminerer med fællesspisning på danskerborgen, Forest Lake. Fremstilling af mad er i det hele taget blevet en så integreret del af danskergruppens yndlingsbeskæftigelser, at det vedligeholder rutinerne til fremstilling af gamle danske retter, baner vej til vennernes hjerter og bliver fokus for adskillige teknologiprojekter.

Fritid og Finess i Grand Rapids

Byen er ikke overvældende stor, men fritidstilbud er der nok af. YMCA (KFUM), er stedet hvor alting sker.
Efter at have banet sig vej gennem bannere med de store værdier i livet, når man frem til veludstyrede fitness-lokaler, gyms, løbebånd, boldbaner, swimming pool, hot tub og sauna. Nogle af drengene støder jern, og er begyndt at få nogle små udposninger på overarmene, der lidt ligner muskler. De er ret gode til gymnastik og har gået på hænder flere steder, hvor det er forbudt. Alt i USA er større og kraftigere. Når man sidder i varmtvandsbassinet og bare vejer som en almindelig dansker, skal man holde sig fri af dyserne. 180 pund er langt fra nok til at kunne holde sig siddende foran en dyse, og jeg tør ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis en af de mere spinkle elever kom for tæt på, og blev skudt af sted som en kanonkonge/-dronning tværs igennem svømmehallen. Der skal en god gennemsnitsamerikaner til at tæmme naturkræfterne i varmtvandsbassinet. Det er det lavet efter. Til gengæld er nogle af pigerne med på morgenholdet i yoga, og ankommer til skole med en aura af indisk fordybelse over sig. Nogle gange kan fordybelsen holde sig langt op ad formiddagen, og det er træls, når det skal handle om de mere delikate forskelle mellem adverbier og adjektiver på engelsk.

Dare to be great!

Holdet er nogle gange blevet inviteret til klassesammenkomster med amerikanske studerende. Også her spiller mad en afgørende rolle. Det har været morgenmadsarrangementer, med sodapops og bjerge af muffins samt hjemmelavet ostekage med ægte minnesotan ahornsirup, der kun kan fremstilles i et fastlandsklima, hvor temperaturforskellene er store nok til at fremme processen. Med glade hensigter, præget af åbenhed og sukkeroverskud, er snakken gået over bordene om alt fra hjemlige traditioner og uddannelse til Twitter.
Den imødekommenhed og åbenhed, der for amerikanerne er så naturlig, håber jeg lige så stille glider ind under huden på os reserverede danskere, så den fortynder janteloven og bliver til en kulturel Danish- American ballast. De skulle gerne lande et eller andet sted mellem "Dare to be great" og "Du skal ikke tro du er noget", og det ved jeg, at de gør - i retning af greatness.
Så efter at have studeret og spillet og spist og rejst og oplevet og gamblet og sovet og cliff-divet og cyklet og sejlet og svømmet og hypet og gået på hænder gennem de første mange uger, er vi pludselig alt for tæt på enden.

Vi skriver igen, hvis vi får tid.
HTX-Vikings 2010.

 

2010-2-1.png
2010-2-2.png
2010-2-3.png
2010-2-4.png
2010-2-5.png
2010-2-6.png
2010-2-7.png
2010-2-8.png
2010-2-9.png
 

Siden er redigeret af Ulla Haue-Pedersen uhp@svend-es.dk