Siden begyndelsen af 1900-tallet har der ikke været nogen formel uddannelse inden for specifikt dekorativt malerarbejde i Danmark.
Det råder malerfaget nu bod på!
Med denne uddannelse træder malerne igen op på scenen for det avancerede dekorative malerarbejde og markerer hermed, at det udsmykningsrige Danmarks fremtid er begyndt.
Dekorationsmaleruddannelsen knytter bånd tilbage til dengang, hvor den professionelle maler havde de dekorative maleteknikker som en naturlig del af sin uddannelse, og tager udgangspunkt i en nytænkning af de kreative potentialer, der kan udfolde sig i morgendagens malerarbejde.
Uddannelsesforløbet er sammensat af 15 forskellige AMU kurser inden for malerfaget, hvoraf de 10 kurser er helt nyudviklede. Undervisningen er sammensat på en sådan måde, at den bygger bro mellem fortidens stolte malertraditioner og fremtidens dekorative muligheder.
På forløbet vil der blive uddannet engagerede, kompetente og professionelle dekorationsmalere. Deltagerne vil tilegne sig alle de vigtige håndværksmæssige finesser inden for malerfaglig udsmykning, og de får mod til at gå ud og præge by og boligmiljøerne i en mere dekorativ retning.
Hvert modul afsluttes med en projektopgave.
I uddannelsesforløbet vil der indgå ekskursioner og en studierejse.
Uddannelsen kvalificerer deltagerne til at søge optagelse i den Internationale certificering for dekorationsmalere QDP – Qualified Decorative Painter.
Se kursustilbud fra Dekorationsmaler - klik her
|