På vej med landets første energivogtere (Af Lars Rasmussen)

Svendborg Erhvervsskole arbejder sammen med Go2Green om et stort pilotprojekt, der kan brede sig til hele landet. Den grønne tanke bobler over hele skolen

Om to år kan de første energivogtere være på vej ud til butikker og kontorer på Sydfyn og resten af landet. Lige nu mangler der kun grønt lys til bevillingerne på det banebrydende pilotprojekt, som kan komme til at danne skole for resten af landet.

Svendborg Erhvervsskole står sammen med Energitjenesten og Go2Green klar med et toårigt forløb for eleverne på HG-uddannelsen, hvor de kan lære at blive opmærksomme på energiforbruget og beregne, hvordan opgaverne på et kontor eller i en butik klares mest energieffektivt.

Undervisning og træning starter på skolen, men fortsætter i praktikforløbet i de mange firmaer på Sydfyn. Det kulminerer med at grøn energi bliver en rød tråd i elevernes projekter på den store tværfaglige innovationsmesse, Young Enterprise, samt på den årlige butiksmesse på erhvervsskolen.

Visionen er, at når HG-eleverne står med huen på i sommeren 2014, er de den første bølge af energivogtere på vej ud, og mange flere vil følge efter, som alle kan gøre en forskel for miljøet og deres arbejdsgiveres driftsøkonomi.

Selvforsynende

Mens det ambitiøse HG-projekt venter på bevillingerne, er andre projekter i fuld gang rundt om på Svendborg Erhvervsskole.

I afdelingen for strøm, styring og it på Porthusvej, er en ung mand netop begyndt på sin hovedopgave på sin vej mod at blive elinstallatør. Hans projekt handler om at gøre alle bygningerne på Porthusvej selvforsynende med grøn energi. Han skal ud fra det samlede energiforbrug beskrive, hvordan solcelleanlæg skal placeres og forbindes, så skolen kan få el, vand og varme på den mest miljørigtige facon. Samtidig skal han beregne investeringen og tilbagebetalingsøkonomien.

- Jeg skal eksaminere ham som første skridt, og de næste bliver, hvornår og hvordan vi kan finde midler til at gennemføre ideerne på skolen, siger Michael Bødker.

Foruden dette store eksamensprojekt, indgår solceller som en væsentlig del af undervisningen på alle niveauer i el-afdelingen. Lige fra brobygningen, hvor eleverne i de ældste folkeskoleklasser får til opgave at bygge et modelhus med solcelleanlæg, som skal virke, så en lampe lyser inde i huset.

Først med flaget

Svendborg Erhvervsskole blev i februar det første HTX-gymnasium i Danmark, der modtog Friluftsrådets grønne flag. Det stiller krav til undervisningen og til konkrete miljøprojekter.

"Anvendt naturvidenskab" er i forvejen kodeordet på HTX, og et af de aktuelle projekter har fokus på søen ved Naturskolen i Skårupøre. Her har det i flere år været sjovt for børn fra kommunens mange grundskoler at komme ud og fange smådyr med net og tale om dem bagefter. Nu kniber det med ilten i søen, og der er færre smådyr. Derfor er elever fra HTX blevet involveret i at udvikle en løsning til at ilte søen og skabe nyt liv igen. Og kunsten er at bruge grøn energi til formålet.

Et af de næste projekter bliver at energioptimere selve HTX-afdelingen, så snart der er separate målere, der kan vise forbruget af el, vand og varme.

Alle afdelinger af erhvervsskolen har grøn energi i fokus. Også KursusCentret på Ryttervej, som året rundt byder på efteruddannelse i energioptimering.

 

Siden er redigeret af Laila Mørk Eliasen lael@svend-es.dk